bjælsterbjærg

bjælstre

verb. _ med sideformen bjalstre. _ bjÉlstèr Thy´M og ´S; bjæ¬stè, bje¬stè MØJy´S; bjalstèr SVJy, spor. i øvrige Sydjy og i Midtjy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.3, K 6.2, K 6.1).

[muligvis ved sammenblanding af bjaldre og gælstre]

 Næste betydning

1) = gø vedholdende og arrigt (især om lille hund) [spredt i Thy´M og ´S, MØJy´S, spor. i Sydjy] di ¡smo¿ ¡huçj ¡bjæfè å ¡bje¬stèrè = de små hunde bjæffer og bjælstrer. $Gosmer.

 Forrige betydning

2) = skælde ud; kæfte op, snakke løs (højrøstet og gennemtrængende) i tide og utide [spredt i Thy´M og ´S, spor. i Hards´N, MØJy´S og Sydjy] ChrWinther.ca.1830. han bjalstrèt i æn gråw· tij¶ = han larmede en lang tid. $Darum (F.III.787). \ (hertil, som nedsættende personbetegnelse, jf. Ord&Sag.2005.27ff.:) bjælstre·hals. *Thy. _ bjælstre·hoved. *MØJy´S.

bjælsterbjærg
Sidens top