bjælke·åre

bjælstre

bjælster

subst. _ med sideformen bjalster. _ bjalstèr Hards, SVJy; *bjælstèr Thy, MØJy. _ genus: fk.

[< bjælstre]

 Næste betydning

1) = arrig hund [spor. i MØJy] \ (spec.) = vedholdende gøen. dær ær æn gråw· bjalstèr o ¨ æ huñ¶ = der er en voldsom gøen på hunden (dvs. hunden gør voldsomt). *$Darum (F.I.79).

 Forrige betydning

2) = snakkesalig person; person som råber op og skælder ud [spredt i Thy´S, spor. i Hards og SVJy]

bjælke·åre	bjælstre
Sidens top