be¡tjene
betle| be¡tjene | betle |
subst. _ med sideformen be¡tjenter. _ 2.led: ´¡tjænt NJyÌ, NVJyÌ, NØJyÇ; ´¡tjæñt MVJyÈ, SVJy, SØJy; ´¡tjæñ¶t $Anholt, $Tved; ´¡tiñt MØJy¢; også ´¡tjentèr spor. i Vends; også ´¡tjÉntèr $Lild. _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; ´¡tjæ÷nt Vends; ´¡tjæn§t Hards´NV; ´¡tjæñ§tè $Give; ´¡tjæñ§tèrèr $Darum; *tjentere Ringkøbing, VoerH (MØJy), sideform i Ommers (OBork.1814).
\ Ìogså ´¡tjÉnt Vends (F.III.818), $Lild; Çogså ´¡tjæñt Him´V; Èogså ´¡tjænt Hards´NV; ¢vsa. ´¡tint, ´¡tent
[spredt i Nørrejy]
= rigsm., især anvendt om politi´ og toldbetjent, spor. også om medhjælper, jf. handels·betjent, kirke·betjent. Bissekræmmernes daglige Sorg var "æ Betjentere" _ Politiet rundt i Jylland. MylErich.JH.135. (brændevinsbrænding var ulovlig:) Hærre Guj sikn Sjöw¶ dæ blöw¶, nær æ Betjænter kam¶ = herregud, sikken et sjov (dvs. postyr) der blev, når betjentene kom. HPHansen.GF.II.168.
| be¡tjene | betle |
| Sidens top | |