be¡standen
be¡stemme| be¡standen | be¡stemme |
adj. _ 2.led: ´¡stan¶di alm. (spor. også ´¡stañ¶di, jf. K 4.4); ´¡stañ(¶)è SØJy´S, ØSønJy´N; ´Ástæñè $Bov.
[< rigsmål]
1) (som adj.) = stabil; vedvarende [spor. afhjemlet] dær ær¶ en be¡stan¶di »æslèn ¡ve dæ·r ve law¶ = der er en bestandig travlhed på det sted. $Vroue. Hundedagene di è ¡it så beÁstæñè, dvs. de er ikke så bestandige (mht. vejret). $Bov.
2) (som adv.) = altid; igen og igen [spor. afhjemlet] li·g te dæm ald·sidst O¶r wa hand bestandig tefa¶s mæ¶e å pas Høw·der = lige til de allersidste år var han altid til færds (dvs. i gang) med at passe høveder. TKrist.BT.124. De war et sødn som no, da di fløtter fræ den jen’ te den ajen lijg bestandig = det var ikke sådan som nu, da de (dvs. tjenestefolkene) flytter fra den ene til den anden ustandselig. Bundgaard.BGM.25. \ (spec.) = endnu. a år·kèr e kwòn be¡stan¶dig = jeg orker bestandig et korn bestandig (jf. korn x), dvs. jeg formår at udrette lidt endnu. *KærH (Vends).
| be¡standen | be¡stemme |
| Sidens top | |