be¡skedenlig
be¡skedne| be¡skedenlig | be¡skedne |
adj. _ med sideformerne be¡skedensk (spredt i Nørrejy), be¡skeden. _ (analogt med »be¡skeden:) ´¡ski¶èns ´¡skæj¶ns/´¡ske¿ns (etc.) alm.; ´¡skæj¶n spor. i Thy´M og Him´Ø; ´¡ski¶èn SØJy.
1) = god til at give besked (videre), udføre ærinde, tale for sig; kvik, opvakt; oftest om barn [Vends (±SV), Han, NVJy, MVJy (±Ø), SVJy, SØJy´N, spredt i MVJy´Ø, MØJy´S og Sønderjy´V, spor. i Him´S, Ommers´Ø og SønJy´N; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
MØJy (HBrøchner.ca.1810). Bjerre (Plesner.1818). Do æ jow en bette sædle aa beskæjns Knæjt aa sænn i æ By = du er jo en bitte sædelig (dvs. pålidelig) og beskedens knægt at sende i byen. AarbMors.1926.102. han æ snå¿(r) å· (= næsten for) be¡skæj¶ns, dvs. for fri i sin Måde at forrette et Ærinde på. Skyum.Mors.II.184. \ (også) = slem til at blande sig; mundrap; næsvis [spredt i NJy]
2) = høflig; tilbageholdende; stilfærdig [spor. i Han, Thy´N, MØJy og SØJy] fòr ræjstèn skal di wæ be¡skji¶èns å swå·r wal å isæ¿r ¨ wær kweñ·meñèskèrn å de gamèl æ§tèr señ¶ = i øvrigt skal de (dvs. børnene der skal ud at tjene) være høflige og svare vel og især være kvindfolkene og de gamle efter sind (dvs. tilpas). Kvolsgaard.L.147. PJæger.H.37.
| be¡skedenlig | be¡skedne |
| Sidens top | |