be¡røbe
be¡rømmelse| be¡røbe | be¡rømmelse |
verb. _ 2.led: ´¡röm· alm.; *´ræm NHorneH (SVJy). _ præs.: ´er (K 6.1). _ præt.: ´et (K 6.2) Sall, Fjends, MØJy; ´¡röm§t $Darum. _ ptc.: ´è $Vroue; ´¡røm¶t Vends, $Læsø.
[spor. i Nørrejy]
= rigsm. de, mi Få¶r isæ¶r berömè ham fuer, wa, te han aldere· dænd¶gång¶, åmkreng at¶ten Hunder å haltreds, åndervi·st i Histår¶i å Geografi¶ = det, min fader især berømmede ham (dvs. hans gamle lærer) for, var, at han allerede dengang, i 1850, underviste i historie og geografi. TKrist.BT.5. ¡dæj¶ wå ¡mø¿ be¡røm¶t a ¡a·l ¡dæm dèr ¡sæj·lt på ¡isªlå¶j = den (dvs. en skonnert) var meget berømmet af alle dem, der sejlede på Island. $Læsø.
| be¡røbe | be¡rømmelse |
| Sidens top | |