barnlig
barns·ben| barnlig | barns·ben |
subst. _ med pluralis børn¡lil, børn¡lille, ¡børn®lil. _ 1.sms.led: ®ba´ $Torsted; ®bå(r)´ Hards; ®bån´ SVJy; (plur.:) ®bön´ Vends, NØJy (vsa. ældre *bønne´), MØJy; ®ba´ Thy, Hards´NV; ªbö·n´ SønJy; *byrn(s)´ Hagerup.Angel.5; ¡bö¿n´ $Darum. _ 2.sms.led: ´¡lel, ´¡lil alm. (ofte vsa. ´¡le¬, ´¡li¬, jf. K 4.6); ´¡li¬· VoerH (MØJy); *´lill SønJy; (med tryktab:) ´®li¬ $Darum.
[< lille x, jf. bror¡lil, far¡lil; spredt nord for rigsgrænsen, spor. i Angel]
#som venlig el. nedladende tiltale til barn (el. til et ungt menneske fra en ældre). nej h嬶 no let, bönli¬·! no gjær et snå¿è få vit = nej, hold nu lidt, børnlille; nu går det snart for vidt! MØJy. Ær et no e¶t sæ¶r, te de ka sår¶èn fårañer sæ, balel = er det nu ikke sært, at det kan sådan forandre sig, børnlille (idet man gennem årene ændrer opfattelse af hinanden). Efterslæt.249. Tu læ wos saa ossæ da drik, Bønnelil! / saalæng som en Skjelling A eiæ! = jamen, lad os så også da drikke, børnlil, så længe jeg ejer en skilling. And.GildeÌ.13.
| barnlig | barns·ben |
| Sidens top | |