Ìbøl

Èbøl

Se også Ìbøl (subst.), Èbøl (subst.)

Çbøl

subst. _ bø¿l _ genus: neutr. _ plur.: u.end.

[< bøle; jf. norsk baul (= brøl); Vends, spor. i Han, Him´N og på Mors]

= brøl (især om brøl af ko el. stud, men også af menneske). Schade.42. Becher.ca.1815. Kuen ga e orrenlig bøl aa se = koen gav et ordentligt brøl af sig. Vends. (talemåde:) De mejst mæ ka faalang aa I Stuk, er æ Bøel = det mindste man kan forlange af en stud er et brøl. Vends.

Ìbøl	Èbøl
Sidens top