bæ·blomst
bæger| bæ·blomst | bæger |
verb. _ bæf _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[vist beslægtet med og stedvis sammenblandet med bjæffe; jf. ØMO. bæffe; Ommers´SØ, MØJy (±SV), NDjurs, SDjurs, spor. i Fjends´SØ; se kort; syn.: bælge 2, fante 1, Çhikke 2, hirre 1, hise 1, isne x]
 |  Tæt afhjemlet |
= trække vejret hurtigt, puste, snappe efter vejret pga. anstrengelse el. varme (i MØJy´S og ´V også på grund af fedme eller forspisthed); især om menneske, hund eller får. han kom snået tee bæff og heev ætte Væjred (= han blev straks forpustet og hev efter vejret). SDjurs. huñ¶èn seÛèr å ¡bæfè mæ toµèn ¡u¿Û åw haÏsèn = hunden sidder og puster med tungen ud af halsen. $Hundslund. Faan¶ bæffæ i Wa·romin = fårene puster i varmen. NØDjurs. Den (dvs. en kvie) var så fed, te den bæffet. RySg (MØJy; Krist.DS.VI.2.286).
| bæ·blomst | bæger |
| Sidens top | |