Ìasne

asper

Se også Ìasne (verb.)

Çasne

verb. _ asèn/Áasèn (K 1.9). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: ´t alm.; Áasèñt $Felsted; asèñ $Darum.

[af uvis opr.; ØSønJy´M, spor. i øvrige SønJy (±MV, ±SØ) samt de sydligste sogne af Sydjy; se kort; fortrinsvis i ældre kilder]

Tæt afhjemlet

= give efter, rokke sig, give sig; holde op. Æ vild ¡pröw· å ¡væld·t e ¡Ste¶n, æ ¡ha·j e ¡Koªfo¶r ¡ond¶èr æn, mæn dænd ¡asnèt ¡í de ¡mindèst = Jeg ville prøve at vælte Stenen, jeg havde Kobenet (jf. kofod x) under den, men den rørte sig (bevægede sig) ikke det mindste. HostrupD.II.1.21. om En der har Hoste, og som hoster i et væk siges "at det assner oller" (= holder aldrig op). SRangstrupH (ØSønJy). æ vindèrer asner aller (= vinduerne asner aldrig), vil it (= ikke) tøes op (trods kakkelovnsvarmen). FrøsH (ØSønJy). hand asne sæ it¶ a e Stej = han flytter sig ikke. Sundeved. \ (også, overført) = reagere på, tage sig af (noget) (om mennesker og dyr) [spredt i ØSønJy] Dæe i æ Nabos Kalgaa det gik / aa vrøet ¨ / Di prowed aa tal aa et aa fløjt, / men det asnet aalle ve et = der i vor nabos have gik den (dvs. grisen, hér: neutr.) og rodede; de prøvede at kalde på den og fløjte, men den reagerede overhovedet ikke på det. SprogfAlm.1944.105. De ha ¡da ¡u·rn Tvíl gø ¡ve¶, elaw e ¡Dåchtèr sy ¡de ¡Så¶è ¡sam¶èl å ¡Han·sès ¡Ho¶j, mæn do skuld ¡oldè ¡se¶ ham ¡asèn ¡ve èt = det har da uden tvivl gjort ondt, da doktoren syede det sår sammen på Hans¶ hoved, men du skulle aldrig (dvs. bestemt ikke) se ham give sig over det. HostrupD.II.1.21. (også upersonligt:) de asner ham alle = det anfægter ham ikke. Sundeved.

Ìasne	asper
Sidens top