aske·blade
aske·grav| aske·blade | aske·grav |
subst. _ afvigende 1.sms.led: òsk´ $Tise; å·skè´ $Voldby.
1) = nar, bajads (i optog, når man red/gik »sommer´i´by); jf. DSt.1930.107 [spor. i ældre kilder fra Vends og Him] (karlene) drog i Forening med en Spillemand og en Askefiis (¨ fordi han gierne kastede Aske paa Folk) omkring til de omliggende Byer, enten ridende eller gaaende, og besang Sommerens Tilbagekomst. Vends (HCLyngbye.1812).
2) (som skældsord) = dovenlars, dumrian, hjemmefødning etc.; også med varianterne Espen Asfis el. Askenfis, Jesper Askefis etc. [< mn. Esben Askefis, den yngste af tre sønner i et folkeeventyr af samme navn, jf. DSt.1954.1925; spor. afhjemlet] òòskfijs = en der holder til ved den lune askegrav i st. f. at bestille noget. AEsp.VO.V.12. do æ ræt en aa’eskfis _ a rejner et dej faa møj = du er en rigtig askefis, jeg regner dig ikke for meget. SVJy. (talemåde:) I Å·skfitjs tål¶èr hwitjèn Ru¶s hælè Ritjs (= en askefis tåler hverken ros eller ris) ¨ her brugt om den forkælede. AarbVends.1935.121. JMJens.Vend.249. \ (spec., muligvis videreudvikling < betydning 1:) Den som tog Ringen (ved ringridning) flest Gange blev Konge, nr. to blev Prins, den som slet ikke tog Ringen blev Aaeskfis (= Askefis), han fik en Halmvaaes (= halmvisk) om det ene Ben og maatte paa den Maade ride med Følget rundt. Det var flovt. *Him.
| aske·blade | aske·grav |
| Sidens top | |