artigÌarve

arv

subst. _ med sideformerne ærv, ærvt. _ ar¶è NørrejyÌ, VSønJy´NÇ; ær¶èt/ærèt (K 1.1) øvrige SønderjyÈ. _ genus: mask./fk. (K 7.2) alm. i Nørrejy og VSønJy´N (i 3KønsOmr dog også yngre fem.); neutr. Sønderjy (spor. dog også fk., og altid fk. for former uden ´t). _ plur.: ´èr¢.

\ Ìdog ar¶o, ar¶u NDjurs, ældre form på SDjurs; også (ældre) *ærre SSamsø; også ar¶ Midtjy, Sall; Çogså ar¶èt $Vodder, VSønJy (F.IV.16); Èdog ar $Rømø; også ærè(t) $Hostrup; også ærè spor. i ØSønJy og på Als (førstnævnte sted vsa. yngre ar¶è/arè (K 1.1)); ¢sj., og kun til sing. på ´t.

[sideformen ærvt er formentlig en t´afledning til gammeldansk æruæ (= arve), jf. Skautrup.DSH.I.57; alm. (dog ikke optegnet i Fjolde)]

= rigsm. den villest Ar¶, en Baa¶n ka fo, det er en gue Natue = den bedste arv, et barn kan få, det er en god natur. Aakj.MM.44. Kvindernes Hatte, di kuñ nåk træf å gå i ¡arè, væn di va Ákø·n da (= de kunde nok træffe at gå i arv, hvis de da var kønne). $Øsby. di gor i li·© ar¶è mæ hwaraçjèr = de deler arv ligeligt med hinanden. Vends (F.II.44). _ (i flere talemåder, fx:) Hvern en ka bie (= når man kan vente), så kan en få al Verden til Ervd (= arv). Kok.Ordspr.94.

artigÌarve
Sidens top