anse
an¡selig| anse | an¡selig |
subst. _ el. (med hovedtryk på 2.sms.led) an¡seelse (Hards, SVJy, i betydning 2). _ 2.sms.led: (l/Ï K 4.8; í K 2.1:) ´si¶èls/´sij¶èls/´síèls/´sej¶èls (med samme vokalisme som i »se x). _ genus: fk.
1) = rigsm. [spor. afhjemlet] di wè i stu¶è ansi¶èÏs = de nød stor agtelse, var meget ansete. MØJy.
2) = udseende, ydre; især i forb. kende én af/for (en) anseelse [< ældre rigsmål (jf. ODS. Anseelse 2); spredt i Nørrejy; fortrinsvis i ældre kilder] En knøv Høved aa· Ansiils = et smukt Høved af Udseende. Schade.27. dær æ ¡e§t ¡møj¶ an¡sej¶èÏs ¡ve ham = hans ydre er ikke særlig betydeligt. Hards. Det staar for mig, te a skuld’ kind’ dæ for Ansiels’, men a kan ett komm’ paa dit Navn = det forekommer mig, at jeg skulle kende dig af udseende, men jeg kan ikke komme på dit navn. Aakj.B.180. a ¡keçj¶è ham fo ¡anªsi¿èÏs = jeg kender ham ikke personlig, men af Omtale og Udseende. $Gosmer.
| anse | an¡selig |
| Sidens top | |