an¡dægtig
anelse| an¡dægtig | anelse |
Se også Anne (kn.), arnet (adj.)
verb. _ a·n/Áa·n (K 1.9) (spor. vsa. ældre (Á)å·n). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t NordjyÌ, Ommers, MVJy; ´et (K 6.1) øvrige NørrejyÇ; Áa·ñt hhv. a·ñt $Felsted; (præt.) Áå·ñt, Áa·ñ $Bov.
\ Ìdog a·ñt $Torsted, (præt.) å·ñ HellumH (F.); også (ptc.) a¿ñt spor. i Vends; Çdog (præt.) å·ñ AndstH (SØJy; F.).
[spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy]
= rigsm. det ¡a·nèt mæ ¡æ§ de ku ¡så¿n ¡go¿ = det anede mig ikke, det kunne gå sådan. $Ål. de kuñ hun sa·t ¡å·n = det kunde hun vel ane (om Sigøjnerske, der ¨ overraskede Tinne ved sin Viden om hendes personlige Forhold). $Fjolde. (talemåde:) "De a·nt mæ" så· Bo·j, haj blöw sparkè i Røwèn = det anede mig, sagde bonden, han blev sparket i røven. AarbVends.1932.308.
| an¡dægtig | anelse |
| Sidens top | |