Ìajle
ajle·flo| Ìajle | ajle·flo |
Se også Ìajle (subst.)
verb. _ ajèl alm.; ò·l Vends; å·l Him´Ø, Ommers, Djurs, MØJy, SØJy´N (jf. rester af samme udtale under Ìajle). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; ´t Vends, Him´V (Lyngby.Opt.).
[< Ìajle]
1) = pisse (om kreatur, sj. om menneske) [spor. i ældre kilder fra MVJy og SVJy] Koen aigler. Gerner.ca.1700. "dæñ ajlèr stærk", siges om et Høved, når det giver meget Urin fra sig. Hards (Røjkjær.Opt.). \ (spec.:) o ajel (= at ajle) betød ¨ nærmest en sygelig tilstand med enten vandladning i små mængder så at sige hele tiden eller, som det kunne være tilfældet med dyr, i rent utroligt store kvanta. *MVJy.
2) = pisse blod (som tegn på kreatursygdom) [formentlig afkortning af forb. ajle ¡blod, efterhånden som ajle gik af brug i betydning 1; Øst- og Sønderjy, spor. i Vestjy; forældet] ajle = lade Blod med Vandet, en Sygdom for Hornkvæg ¨ Sygdommen synes ukjendt udenfor Skovegne. Djurs. Her i min Hjemegn ¨ gik Kreaturerne forhen i Skoven om Sommeren, og der aad de nogle Urter, som var skadelige, og som de kom til at aale af (de fik Blodpis). MØJy (Krist.DS.NyRk.IV.461). Næ jæn¶ a mi kø¿r hår aj·lèt, så hår a bå·rè væ¿ñ de, èn hå pest o¿, så ha¶ èn vån ki¶è mæ de så·m = når en af mine køer har pisset blod, så har jeg bare vendt det, den har pisset på, så har den været helbredt med det samme. $Lejrskov.
| Ìajle | ajle·flo |
| Sidens top | |