af·skaffe
af·skeden| af·skaffe | af·skeden |
subst. _ el. (med tryksvagt 2.sms.led) ¡af®sked. _ 1.sms.led: aw(·)´ alm.; også *åw´, *ow´ MØJy, Læsø, Als; åw¶´ (vsa. aw·´) $Hundslund; aw¶´ $Gosmer, Rougsø; også *å´ Thy´N; *a´ Fanø. _ 2.sms.led: ´®sk(j)e NJyÌ; ´®skiÛ NVJy; ´ski¶è HimÇ, $Læsø (vsa. ´®skè), $Voldby; ´ske¿j MØJyÈ; ´ske¿ $Ål, $Vodder, FrøsH (VSønJy); ´®ske, ´®skè ØSønJy. _ genus: fk. alm.; fem. NØVends (K 7.2), $Voldby.
\ Ìdog ´®ski $Haverslev; Çdog ´®ske $Storvorde; Èdog ´ske¿Û HadsH, ´®skè HjelmslevH (F.).
[< middelnedertysk afsche(i)t (stedvis dog yngre lån fra rigsmål); spredt afhjemlet (dog kun spor. i Midtjy´V og Sydjy´V); syn.: af·skeden]
= rigsm.; især i forb. tage afsked, få sin afsked. "Faawal Mas, aa Løk aapo Rejsen!" Saaen wa mæ aa mi Kuenes Owskej, aa saa sat a mæ op paa Røggen ow de bron aa rej ette Rannes te = farvel Mads, og lykke på rejsen; sådan var afskeden mellem mig og min kone, og så satte jeg mig op på ryggen af den brune (hest) og red efter Randers til (dvs. afsted mod Randers). Mardonius.MR.6.
| af·skaffe | af·skeden |
| Sidens top | |