aflægger·gård
af·læns| aflægger·gård | af·læns |
adj. _ med sideformerne af·lægset, af·lægseret. _ afvigende 1.sms.led: å·´ Samsø; å´ $Todbjerg, dele af MØJy; aw¶´ $Hundslund, $Skannerup; å¿´ VradsH (SØJy); ofte rigsmålspåvirket: aw(·)´ _ 2.sms.led: ´le©s Thy, MØJyÌ, SVJy, ØSønJyÇ; ´læj¶s Samsø; ´læjs $Todbjerg; ´lechs $Hostrup, Sundeved, Als; ´læj·s Fjolde (Lyngby.Opt.); ofte optegnet *´lægs, *´legs
\ Ìdog *´lejds SabroH; *´®lis, ´®lisè(rè), *ål¶isè HadsH; Çdog ´®lès $Øsby.
[vel opr. genitiv af ældre dansk vbs. aflæg, se ODS.; jf. af·lagt]
1) = affældig; udslidt; svækket (pga. arbejde eller sygdom) [spredt i Øst- og Sønderjy, spor. i Vestjy; syn.: af·læns] Om Foraaret eller om Sommeren, naar de gamle fiskede, fik Enkekoner eller gamle Mænd, der var helt aflægs, et Sæt Kroge med på Havet (og fangsten hermed tilfaldt dem). KThuborg.Harboøre.52. \ (spec.:) om kreatur, der pga. dårlig fodring ikke kan rejse sig selv [spor. i Øst- og Sønderjy] (når) dje Ky wa "hwonntomm", hwa tidt den Gong wa telfællet ¨ saa vill de it ku rees dem sjel om Fororet. De bløw aalejds = når deres køer var »horntomme, hvad der tit var tilfældet dengang, så ville de ikke kunne rejse sig selv om foråret; de blev aflægs. PJæger.K.16.
2) = nedslidt, ubrugelig (om ting, tøj etc.) [spor. i Him, MVJy, SyJy og SønJy] (skifte 1713:) 2 gl. aulegs Sliebsteen. Him (JySaml.1Rk.VII.73). Din ¡Mo·chvun æ ¡ve å blyw ¡aw·lechs, do må ¡hældè be¡stel· en ¡në ve è ¡Ju·ler = Din Møgvogn er ved at blive aflægs (skrøbelig), du må hellere bestille en ny hos Hjulmageren. HostrupD.II.1.22.
| aflægger·gård | af·læns |
| Sidens top | |