ad·skilt
ad·varsel| ad·skilt | ad·varsel |
adj. _ med sideformen ad¡stadelig (dominerende i Hards´V). _ el. (med anden trykfordeling) ¡adªstad(el)ig. _ 1.led: a´ alm. (også ar´ spor. i MVJy); *aj´ spor. i MØJy; spredt også *ad´ (vel < rigsmål). _ 2.led: ´sta·è Vends, MØJy´NØ (jf. K 4.1); ´sta·Ûè NVJy (vsa. ´sta·di), $Ål, $Lejrskov; ´staÛè Him´V, SVJy´N; ´starè Hards´M og ´S (vsa. ´staj¶lè, *´staj(e)le el. *´stad(e)le); ´sta·jè/´Ásta·jè (K 1.9) $Darum, SønJy (vsa. *´ståje ´Ø).
[< gammeldansk astathe (= bofast, solid, besindig), samdannelse på grundlag af a (= på) og stath (= sted), jf. AaHans.LUD.I.118; undertiden i yngre kilder sammenblandet med rigsmål adstadig; Vends, Hards (±N), SyJy (±SØ), SønJy´V, spor. i øvrige Jyll; se kort; fortrinsvis i ældre kilder]
 |  Tæt afhjemlet |
= rolig, skikkelig; pålidelig. om en karl, der var tro og paalidelig i sit arbejde, sagde man: han æ en møj ar¡starre kaa¶el. Hards. de æ sö¿rn æn rå¿r ar¡stajlæ pi·© (= det er sådan en rar adstadelig pige), dvs. beskeden og tilbageholdende af Væsen. Hards. Næer han fæk et Par gued, riele, adstade Hæst ¨ saa kund han ett hyt sej, andt han skuld i æ Handel = når han fik et par gode, reelle, adstadige heste, så kunne han ikke nære sig, andet end han skulle til at handle. JJacobsen.T.III.13. \ (også, vel som videreudvikling af det tilsvarende rigsmålsord) = fornem, vigtig [spredt i Østjy]
| ad·skilt | ad·varsel |
| Sidens top | |