ÌærgeÌærre

Se også Ìærge (subst.)

Çærge

verb. _ med sideformen irre. _ ærè alm.Ì; Érè VendsÇ. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et hhv. ´¶et (K 6.1) alm.; (ptc.) ´et (K 6.1) Thy, Hards.

[jf. norsk erga, ergja, vestnordisk arga (= opirre), men spor. muligvis med vokal lånt fra synonymet Èirre)]

 Næste betydning

1) = drille, tirre; ophidse; også i forb. ærge ¡op [spor. i Nørrejy (fortrinsvis i ældre kilder, men muligvis mere udbredt, idet ordet ikke kan holdes klart ude fra synonymet Çirre 1), desuden AlsOrdsaml.] dæ ska ¡it möj te få o ærre ham ¡op = der skal ikke meget til for at hidse ham op. AlsOrdsaml.49.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) ærge sig ind på = provokere (med pågående snak), lægge op til skænderi [spor. i Hards´M, muligvis mere udbredt (skrevet *ærre el. lign., som ikke kan holdes klart ude fra synonymet Çirre 2)] Da Jens Holm (der var en slagsbroder) til sidst fik sig "ærret ind o" (= trængt sig ind på) Jens Dueholm, så rakte denne uden videre over Bordet, greb Jens Holm i æ "Kasilk’en" (dvs. nakken, jf. ka¡silken) og hev ham op over Bordet, som havde det været en Hundehvalp. HPHansen.Opt. \ (hertil formentlig også:) "ærgre" sig ind på. *Gay.Bæksgaard.141.

 Forrige betydning

3) ærges (¡ved) = skændes, kives [1620: (præt.) ærredes ved (AarbSkive.1928.21); jf. norsk ergast; spor. i Midtjy] i¡mæn¶ te di no ståj å grawt tår¶è, begøn· di å ærès ¨ no·j grow, så¿n te di wè li ve¶ å sku å slawèn hi¡nå¶n i ¡kwak¶è = medens de nu stod og gravede tørv, begyndte de at kives noget grove (dvs. ret så groft), sådan at de var lige ved at skulle have slået hinanden i »kvadder (dvs. fordærvet). MØJy.

ÌærgeÌærre
Sidens top