knystre
Ìknytte| knystre | Ìknytte |
subst. _ med sideformen knut·næve. _ 1.sms.led: udtales i alm. som »Çknytte; knøt´ NJy; også knot´ spor. i Fjends, Hards´Ø og MØJy´SÌ.
\ Ìogså knotè(n)´ $Hundslund (der trods denne notation, se citat, måske bør regnes for ptc. i adj. anvendelse, jf. Çknytte 2).
[< Çknytte 2 (i ptc.) og i nogle kilder vanskeligt at holde ude fra ptc. knyttet (som adj.); sideformen dog < ældre dansk knyde (i ptc. = knyttet), overleveret i ømål, jf. ØMO.); alm. nord for rigsgrænsen; syn.: knub·næve]
= rigsm. Han ¡slåw i e ¡Bo¶è mæ è ¡Knøtªnöw· = Han slog i Bordet med den knyttede Næve. HostrupD.II.2.119. hañ tru·èÛ ætè ham mæ ¡knotènªnøwèn = han truede efter ham med knytnæven. $Hundslund. mæn de ær åm¶ å gjÒr, dÉj¶et ka wæær så ho¶r, te di ka dÒww mæ å sæt æn knøt¶næww ii¶et = men det er om at gøre (dvs. vigtigt), at dejen (til sigtebrød) kan være så hård (før den sættes til hævning), at man kan døje med at sætte en knytnæve i den (så den giver efter). AarbThisted.1968.63. (overført:) hañ hå 嬧ti en ¡knø§tªnöw· te ¡øwès får añèr (= han har altid en knytnæve til overs for andre), om uforsonlighed. $Vroue. \ slås i knytnæve(r) = slås med knyttede næver. slòs i knòtnÒw *MØJy (F.II.2). æ dej¶n blæñè sæ í è dræµè djæ slawsmo¿l, da di be¡gøñ· å slås i ¡knø§tªnæwèr = degnen (dvs. læreren) blandede sig i drengenes slagsmål, da de begyndte at slås med knytnæver. *$Vroue.
| knystre | Ìknytte |
| Sidens top | |