Èknyst

knystre

knyste

verb. _ knyst/kny÷st/kny·st/Ákny(÷)st (K 1.8) alm.; knyj·st $Agger. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: u.end. alm.Ì

\ Ìvsa. yngre ´et (K 6.1) i Nord-, Øst- og Sønderjy (inkl. $Bov).

[vel lydefterlignende]

 Næste betydning

1) = småhoste (stødvis) [SønJy (dog kun spor. i ´SØ), spredt i Vestjy, NJy og dele af Østjy´V, spor. i øvrige Østjy; se kort; syn.: Ìknykke, knystre 1]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

Æ æ væ å væ rask egen, men æ knyster ænå = jeg er ved at være rask igen (efter influenza), men jeg hoster endnu. Sundeved. (spec.:) Katten gav sig til at gnave af Æblet, men så kom den til at knyste i det (= fik det i den gale hals?). Krist.DK.97. (talemåder, med varianter:) "Det er ondt og (= slemt at) hør en Lus knyste". Haanlig Tiltale til en, der vil gøre sig klog og tale med om en Sag. ØSønJy. hon æ så klog hon ka høø æ lus knyst = hun er så klog, at hun kan høre lusen hoste; om den selvkloge. SJyMSkr.1987.79. \ (også, helt el. delvis) = nyse [spor. i ældre kilder fra Vends, desuden $Læsø] knyster = smaahoster. En Blanding af Hoste og Nysen, som naar Noget kommer i Vrangstruben (dvs. "den gale hals"). Milling.1829. knyste = nyse. Den forkølede både ¡hwostèr å ªknystèr (= hoster og nyser). AEsp.Læsø.II.161.

 Forrige betydning

2) = rømme sig (el. lign.) (bevidst, for at få opmærksomhed, udtrykke misfornøjelse, dække over munterhed etc.) [spredt i Vends, spor. i øvrige Nørrejy (og dér fortrinsvis i ældre kilder)] Knyste skeer gjerne med Forsæt, for at varskoe og forebygge Overraskelse. Vends (Melsen.1811). det kunde ses paa deres Panderynken; det hørtes ogsaa paa deres tørre Knysten: Jensen var ikke en Mand efter deres Hoved. EBertels.H.520. Han knyyst ad mæ = han smaaloe eller mukkede saa sagte ad mig. Mors (Schade.1820). henne bag i Stuen tog Pigerne til (dvs. begyndte) at knyste og tinne (= fnise, jf. tinnie). JSkytte.BL.27.

Èknyst	knystre
Sidens top