subst.
[< Çknort 1]
èn ¡knåtªkjeÏ = en selvgroet (og utilhøvlet) Kølle, hvor Hoved og Skaft gik i ét, fx (brugt) til Tøjrekølle. *$NSamsø.
knorte·kæp
Ìknortetknorte·kæpÌknortetknorte·kæpÌknortet