knokkeretÇknokle´

Se også Çknokle´ (sms.led)

Ìknokle

verb. _ med sideformen knogle. _ (l/Ï K 4.8:) knokèl/Áknokèl (K 1.4) alm. (dog kno§kèl $Vodder); også knåkèl dominerende i MØJy, spor. i MVJy og SØJy; også kno©èl spor. i Nørrejy. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.; ´èt MØJy; knokè¬ SVJy, VSønJy.

 Næste betydning

1) = arbejde hårdt; slide (stedvis også ubehjælpsomt, ubehændigt). han stor å knåklèr i æ mues hwæ¿r såm¶èr = han står og knokler i mosen hver sommer. $Vroue. han knåklè sæ ihjæl = han slider sig ihjel. MØJy. \ faste forb.: knokle ¡på [spredt i SVJy] wo do da kno©lè ¡o¿ = hvor du da knokler på. $Ål. _ knokle ¡ved [spor. i MØJy] di knåkÏèt ¡ve ¡fo¶è bÏyw ti·Ïè færdi = de knoklede ved for at blive tidligt færdig. $Hundslund.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = magte, overmande; oftest i forb. knokle ¡ned [spor. afhjemlet] no sku hañ år¶dèntli kno©èÏ ham = nu skulle han ordentlig ordne, kanøfle ham. $Tved. a kno©èlt ham ni¿(r) = jeg tvang ham ned. Skyum.Mors.I.174. hañ knåkÏèt ham ne¿è i skitèt = han knoklede ham ned i skidtet. $Hundslund. a ska knokèl dæ = jeg skal banke, klø dig. $Jelling. å knokèl jæn¶ ni¿èr (= at knokle en ned), kaste en omkuld. Skautrup.H.I.214. \ (spec.) = slå med knyttet næve. a knokkelt ham jæn¶ i try·n = jeg gav ham et knytnæveslag i »trynen (dvs. hovedet). *AEsp.VO.

 Forrige betydning

3) = træde forkert, gå usikkert, stavrende, klodset; snuble; ofte i forb. knokle ¡over [spredt i Hards, spor. i Sall og NVJy] en Præjst ¨ haaj da saamøj en øwerstilt Lyst te aaltid aa gaa og knokkel ind’ po æ Kjerregord = en præst havde da så meget en overvældende lyst til altid at gå og stavre rund inde på kirkegården. Aakj.P.63. han gik å knokèlt = gik paa en klodset Maade. $Vorning. "Æn knogler öwer" (om kreaturer), der træder over paa Foden, saa Klovens Overside vender fladt mod Jorden. Hards. Han knowlt øver = han var lige ved at falde. Hards (PKMadsen.Opt.). å knåkèl ¡øw¶èr = at knokle over, dvs. træde forkert. Fur.

knokkeretÇknokle´
Sidens top