knep·vatter
knevel| knep·vatter | knevel |
adj. _ med sideformerne kneten, kneken(s), knekrens, knetrens. _ kne¿tèns alm.; kne¿trèns $Hellum.
[af uvis opr., jf. Ord&Sag.1986.48; Vends´SV, Him, Han, Thy, Fur; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
(om kvinder) = smuk, velklædt. Knetens er det samme som knøv, og betyder smuk. Røst.1808. haçj ha hans mòtèr mæ, å hon É nuè fi¿n å kne¿trèns (= han havde sin mutter, dvs. kone med, og hun er noget) fin og pertentlig. $Hellum. Hon war i her styw Stads aa en bette knetens jen trods di 65 Ohr, hon ha aapaa Bagi = hun var i sit stive stads og en lille knetens én trods de 65 år, hun havde på bagen. Thise.SS.87. _ (som adv.) Han go¶r så kne¶tens (= han går så knetens), dvs. med fine korte Skridt. *AarbVends.1933.104. \ (også, om ting) = smuk [spor. i Thy]
| knep·vatter | knevel |
| Sidens top | |