knebrer
knede·løg| knebrer | knede·løg |
verb. _ knÉ·j Vends (±SV); kne· Vends´SV, Læsø (vsa. kne¿, kne·(j), knæ·), $Fjolde; Áknæj· Angel. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: knÉ·j Vends´V; knÉjè Vends´Ø; knæj· Vends´SV; kna¿j, kna¿t, kne·t, knæj·t Læsø; knæjè Angel; knæj(·) $Fjolde. _ ptc.: knÉ¿j Vends (dog knæj¶ ´SV); kne¿t, knæj¶t $Læsø; knæjt Angel; knæj $Fjolde.
[jf. norsk knoda, vestnordisk knoÛa, nedertysk kneden; Vends, Læsø, SSlesv; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
= ælte dej. dæ gammel Hòllensen knÉjj mæ fæd¶deren = den gamle Hollensen æltede med fødderne (stående i dejnetruget). ØHanH (AEsp.VO.). Di skul ju tlle op dæj Da, di skul bag, sont di såvidt movle ku vær fare mæ a knej te Doverdavs a sont de di ku få Lov te a roe for hile Bovere te a slo op på = de skulle jo tidligt op, den dag de skulle bage, sådan at de så vidt muligt kunne være færdige med at ælte til davredags (jf. davre·dag), og sådan at de kunne få lov til at råde over hele bordet til at slå (brødene) op på. Vends. I over en Time kunde man høre en Svuppen ude fra Frammerset (jf. fremmers), hvor de knejede Dejen med deres knyttede Næver. NCNiels.GD.69.
| knebrer | knede·løg |
| Sidens top | |