knebling
knebre·orm| knebling | knebre·orm |
verb. _ (´er K 6.2:) knæßèr/knævèr/knæwèr/knæbè/knæfè (K 4.3) alm.; kneßèr NVJy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[vel lydefterlignende ord; egl. samme ord som knævre]
1) = rigsm. (om en storks klapren med næbbet) [spredt afhjemlet] Nu knævrer æ Stork imud Awtensti; / saa maa en nok hjem, men’ æ Øwn ka’ si = nu knebrer storken mod aftenstid, så må man nok hjem, medens øjnene kan se. Aakj.ET.14. (spøgende:) stårki knæßèr ¨ forblommet udtryk for at lade vinde gå (dvs. prutte). _ (varsler:) Et mindre godt Varsel er det, naar man om Vaaren hører Storken knebre, før man ser ham. Saa vil man komme til at slaa meget i Stykker den Sommer. MØJy. æn stòrk, dæ stow å knæßèrèÛ èpo skò·stin, sku bety li¿© = en stork, der stod og knebrede på skorstenen, skulde betyde lig. Kvolsgaard.L.32. Det er et godt tegn at se ¨ en ståend knævrend stårk. Sall (Krist.JyA.T.III.132). \ (hertil:)
Forrige betydning - Næste betydning
2) om knirkende lyd. æ hyw·l ær så ta·r te di knævèrèr = hjulene er så tørre, at de knirker. *$Vroue. *$Vorning.
3) om tænders klapren på grund af kulde [spor. i Midt-, Syd- og Sønderjy] æ ¡tæñ di knæwèrèt i è ¡moñ ¡å dæm = tænderne klaprede i munden på dem. $Øsby.
| knebling | knebre·orm |
| Sidens top | |