knav
knave·bid| knav | knave·bid |
verb. _ knaw·/Áknaw(·) (K 2.6) alm.Ì; også kna·w SVJy´S (K 2.6), spor. i øvrige SVJy, i Hards´S og i LBælt; Ákna·w $Løjt; kna· Fanø. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et LBælt, (med stød i ptc.:) knaw¶èt etc. Hards, SVJy, $Lejrskov, SønJy´N, (med tonal acc.2 i præt.:) Áknawèt etc. TonalOmr (K 1.9, ±Ø); kna·j hhv. kna¿j SVJy, Sønderjy´V (± Rømø)Ç.
\ Ìogså knåw· VSønJy (K 2.6); Çogså yngre ´et i $Hostrup og $Brarup.
[< nedertysk knauen, gnauen (svarende til vestnordisk gnaga, jf. gnave)]
1) = gnave, tygge, æde (især om dyr).
1.1) i alm. [Hards (±N, ±Ø), Sønderjy (± Fjolde), Sydjy (±NØ); se kort; syn.: gnave 1]
 |  Tæt afhjemlet |
æ ¡huñ¶ dæñ¶ ¡knawèr æ ¡bi¶èn, å ¡bå¿©ªa§tèr så ¡knoskèr æñ æ ¡brosk å så ¡knu·sèr æñ æ ¡knåkèÏ får å ¡fo¿ æ ¡ma϶è = hunden gnaver benet og bagefter »knusker den brusken, og så knuser den knoglen for at få marven. Hards. vo dæ hæ væn kvan, kå dæ tit væ let få æ køe å knaw = hvor der har været korn (dvs. neg sat i hobe, efter høst), kan der tit være lidt (rester) for køerne at æde. Als. Når man »lyser af (om aftenen), giver man Hestene èn klat ¡hø·, te di hæ nåwè å ¡knaw· i om ¡nat (= en Klat Hø, for at de kan have noget at gnave i om Natten). $Bov. Dagen efter Brylluppet, da ska e Köchindfolk knaw e Knåge (= da skal »køkkenfolkene gnave knoglerne, dvs. gøre sig til gode med resterne, jf. knave·dag). Als. han hæ no olde ku kla sæj, den Fæns, ånt som rych Tobak, knav Skro å spøt Kladase = han har nu aldrig kunnet klare sig, den »fens, (til) andet end at ryge tobak, tygge skrå og spytte »kladaser. HAlsinger. (JyTid. 12/4 1953). (ironisk, om festmiddag:) ebachætte skul dæ vær fint knauen ¨ nenn o Alhambra = bagefter skulle der være fint gnaveri ned på (hotel) Alhambra. Havbogasse.1981. (spøgende:) knav gimmerhue (= gimmerhoveder, jf. gimmer 2), dvs. kysse piger. SVJy. _ (talemåder, med varianter:) Der er nok om det Ben at knave (dvs. mange er økonomisk interesserede). Kok.Ordspr.37. de èr e§t va¿r ò gjö sæ te huñ¶ får æn bi¶èn å knaw· = det er ikke værd at gøre sig til hund (dvs. ydmyge sig) for at (kunne) gnave et ben. $Lejrskov. \ faste forb.: knave ¡om = gumle, spise. hañ æ ¡ve å knaw ¡om = han er ved at spise; hañ knawè ¡wrawèñt (= vragende?) ¡om = han spiser omvendt, dvs. det smager ham ikke. *Als. _ (overført:) med knaven og biden = med nød og næppe, med kniberi [jf. nedertysk mit gnauen un bieten] *FrøsH. _ knave sig til noget = opnå noget ved hårdt arbejde. *FrøsH. _ knave knogler(ne) = spare, suge på labben [spor. i SønJy´S] ¡Før· ¡frå·sèt di, ¡no må di ¡å ¡knaw æ ¡Knå·chèr = Før frådsede de, nu må de også gnave Benene ¨ tage til Takke med mindre. HostrupD.II.2.112. _ knave éns røv. Naar bønderne fra Ballum kom kørende fra mærken (= marked), raabte vi børn efter dem: "Mærkengjæw, mærkengjæw (= giv »markedsgave), æ har ett faat å eed i manne daw, min röw maa de knaw!" (= jeg har intet fået at spise i mange dage; det må knave (af) min røv (?)). Saa smed de nogle Æbler af til os. *VSønJy. _ knave reb. Hun knaue re·f (= hun knaver reb), dvs. hun er sin mand utro ¨ Når en dame har skaffet sig lidt mere frihed end andre, må hun have "knauet re·f" ¨ på samme måde som husdyret har gjort for at skaffe sig fri. At udtrykket så efterhånden har fået en mere nedsættende betydning (er sket) i maskuline kredse. *Haderslev.
1.2) (om kvæg) = afgræsse [spredt i SVJy og SønJy; syn.: gnave 1 (efter planke)] æ fo¿r pelèr, æ kyj¶èr knawèr, æ hæ·st eÛ¶èr = (man siger i alm., at) fårene »piller (når de er på græs), køerne knaver, og hestene æder. SVJy. \ (hertil:) af·knavet = afgræsset [spor. i samme områder] (spøgende:) æn æ så aw·knaw¶èt, te èn ka jaw èn flåk lu¿s öw¶èr èn mæ æn swø·v = den (dvs. marken) er så afgnavet, at man kan jage en flok lus over den med en svøbe (dvs. pisk). Vestjy (F.I.7). \ (overført) = slå grøftekant med le [spor. i SVJy´S og VSønJy´N] Når en eng er slået, knaver de til sidst æ grovvolding (jf. grob·volding). FrøsH. han go¿r o kna·wèr o æ væj·breµ§kèr = han går og slår græs på »vejbrinkerne. $Darum.
1.3) = bide om, tygge på (pibespids) [spor. i ØSønJy] Jö·n han bakke å knavve aa e Knav ¨ de haj æssen alle fejlt få ham fø’ = Jørgen bakkede og tyggede på knavet (jf. knav) (af bekymring); det var ellers aldrig slået fejl for ham før. Sundeved.
2) = skære sig ind i, gnave sig ned i [spor. i SønJy´S; syn.: gnave 2] E ¡Stöw·l ¡knawèr å è ¡Hæ¶l = Støvlerne gnaver ¨ på Hælen. HostrupD.II.2.112. E ¡Strö¶m ¡knawèr i e ¡Kandt = Strømmen (Åen) gnaver i Kanten, dvs. skyller Jord væk fra Bredden. HostrupD.II.2.112.
| knav | knave·bid |
| Sidens top | |