Ìknarre
knarre·fedel| Ìknarre | knarre·fedel |
Se også Ìknarre (subst.)
verb. _ med sideformen knarrie. _ knar· VendsÌ, MVJy, MØJy (vsa. knari), Sydjy og SønderjyÇ; *knarri Djurs.
[vel lydefterlignende ord]
\ Ìdog knarè $Børglum; Çdog Ákna·rè $Løjt.
1) = knirke, knage [spor. i Midtjy, SVJy og Sønderjy; syn.: Çknarke 1] de knarèr i æ ¡tå·©ªværk (»spænder og lægter) næ¿r de står·mèr = det knager i tagværket (dvs. tagspær mv.), når det stormer. $Vroue. (vbs.:) (kirkedøren) drejede sig ¨ med gjenlydende Knarren ¨ paa sine gamle forrustede Hængsler. Blich.XIV.70.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = knurre, give knurrende lyd (om mennesker og visse dyr, især frøer og vildænder) [spor. i Vends, Midtjy og Sønderjy] knor· ell. knar· (= »knurre eller knarre), om Frøernes Lyd, (dog om) forskellige Lyd. $Agerskov. ænder, i alt fald vildænder ¨ knarèr atèr æ ælèµèr (= knarrer efter ællingerne). $Vroue.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = mukke, brokke sig, være gnaven [spor. i Vends, Midtjy, Sydjy og Sønderjy; syn.: Çknarke 3] knarre = skiende, vrante (dvs. skænde, være vranten). HBrøchner.ca.1810. han gor å knarèr ¨ æ då¿ åm¶ (= han går og mukker dagen om), dvs. hele dagen. $Vroue.
4) = smågræde, klynke, også i forb. knarre sig [spor. afhjemlet] knar· (=) smaagræde, om Børn, og ere (dvs. der også er) lidt urimelige. $Agerskov.
| Ìknarre | knarre·fedel |
| Sidens top | |