knaj
Çknak| knaj | Çknak |
Se også Çknak (subst.)
subst. _ med sideformen knakke. _ knak alm.; kna§k UlfborgH, HindH. _ genus: fk. _ plur.: kna§kèr alm.; kna§k $Hurup, $Vejrum.
[jf. svensk dialekt knagg (= lille høj)]
1) = tue, knold, lille forhøjning i terrænet; jf. hede·knak [Thy (±NØ), Hards´N og ´V; se kort; fortrinsvis i ældre kilder]
 |  Tæt afhjemlet |
Der var en mark (med) vandhuller og store græstuer; det blev kaldt for knakker; der var får på græs der. HundborgH. knak = mindre forhøjning i jordsmonnet, lille bakke: è hús ¡lå· po èn ¡knak (= huset lå på en knak). $Torsted. Knak bruges om større ujævnheder på jordoverfladen; en knak er altså en mellemting mellem en ujævnhed og en rigtig bakke. VandfuldH. hvis der lettede en agerhøne ¨ i vejsiden ¨ måtte ungerne jo følge med over "grob og knakker" (= over grøft og tuer). ÅrbSydthy.2002.63. (vejrvarsel:) Når viben lægger sine æg ved siden af knakker ¨ i lavninger, tyder det på en tör sommer. Thy (Sgr.III.94). \ (i plur., oftest som stednavn:) kna§kèr = jordstykke med meget ujævn overflade og med gammel græsvækst. Sådanne knakker fandtes ofte i eller lige uden for en landsby og synes ofte at have været fælled, en slags »gadejord. $Torsted. "æ kna§kèr" ¨ kaldtes nogle klitrester ude på æ gjæw¶ syd for Agger (jf. Ìgæv). $Agger. di slå¶r i æ Knakker = de slår (hø) i "Knakkerne". SkodborgH.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = område med tuer etc. [spredt i Thy´N, spor. i Hards´N; fortrinsvis i ældre kilder] En Knak kaldes og (= også) et uryddet Stykke Jord, fuld af Tuer, og som saaledes ikke er skikket til Dyrkning. KAagaard.Thye.244. Flere steder var sandet føget sammen i store sandbarrer; sådanne betegnes af Harboørefolk som "æ knakker". NMølgaard.L.II.56. æn knak = ufrugtbar lille højtliggende Jordplet. $Vejrum.
3) = en lille grund i havet [spor. i Thy, desuden HarboøreSg (Hards)] Hist og her dukkede en lille Knak eller Pold eller Holm eller Røn op over Vandfladen. EBertels.H.8.
| knaj | Çknak |
| Sidens top | |