knækken·bejner
knæ·klods| knækken·bejner | knæ·klods |
adj. _ med sideformen knækkendes. _ (n/ñ K 4.4:) knækèndès/knæ§kèndes (K 1.4) alm.; også knækèndè $Hundslund; knæ§kèñè $Ål.
[< Çknække 1; spor. i Nørrejy; forstærkende]
= gevaldig, virkelig meget. så knæ§kèñ(d)ès dow¶n, t嵶 olgn. = så knækkende doven, tung og lignende. Skautrup.H.II.96. en knækkende stuer kaael = en gevaldig stor »karl (dvs. mand). SVJy.
| knækken·bejner | knæ·klods |
| Sidens top | |