knæ·græs
knægte| knæ·græs | knægte |
subst. _ knæjt alm.Ì; knÉtj VendsÇ, Læsø, NVJyÈ; knæcht Als, SSlesv, sideform på Sundeved. _ genus: mask./fk. (K 7.2) alm; også neutr. spor. i Hards og SVJy (se betydning 1.4, slutn.). _ plur.: knæj·t/knæjt/knæj§t/Áknæj(·)t (K 1.5, K 1.6) alm.¢; knÉ÷tj/knÉtj (K 1.4) Vends; knæjtè MØJy´S, Samsø, Bjerre; også (yngre) ´er (K 6.2) Ommers, MØJy´N, (øvrige) Djurs, øvrige SØJy, ØSønJy; Áknæchtè/knæchtè (K 1.9) Sundeved (vsa. knæjtè), Als, $Fjolde, SSlesv.
\ Ìogså optegnet med ´ej´ i MØJy (K 2.5); Çspor. også (yngre) knetj; Èvsa. (yngre) knÉtj Thy; ¢vsa. (yngre) knɧtj Thy.
1) om mandsperson.
1.1) = dreng; neutral betegnelse (medmindre den ledsages af rosende el. nedladende ord); jf. Ord&Sag.2015.53ff [alm. nord for rigsgrænsen; syn.: dreng 1] Knejt = Drengebarn, til henad 14´16 Aars Alderen. MØJy. kræ ¡jæn·sèns ¡knæj§t = Kr. Jensens sønner. Hards. ¡knÉjt = drenge (ikke nedsættende) ¨ Ordet bruges ofte som kammeratlig, fortrolig tiltale til drenge af mænd og karle, især af fædre eller voksne brødre: ¡sí ¡no ¡hæ·r, ¡knÉjt, ¡så¿ñt ska èÛ ¡lawès (= se nu her, knægt, sådan skal det laves!). $Torsted. Passer det, at kært barn har mange Navne, saa kan Drengen glæde sig, han kan uden noget nedsættende nævnes som: en Sloeg (jf. slog x), en »Hork, en Pork (jf. purk x), en Knæjt, en »Koltring, en »Tølper (etc.). Ommers. æn knæjt (siges) både om skoledreng og noget ældre, 15´16 års dreng. _ Undertiden noget nedsættende: æn mo·©è knæjt. Skautrup.H.I.160. ov knæjt aa tøse han aalti haaj en / strib i hans køelwann = af drenge og piger havde han (nemlig Lamme Anders) altid en (hel) stribe i kølvandet. PCNiels.Gjan.34. hwo løkkeli en Tid de wa, mens vi wa Knejt, nærensti vi Nøjoesawten fek Lov te aa rendh ui po Gaahjen aa lahw Konste = hvilken lykkelig tid det var, mens vi var drenge, når vi nytårsaften fik lov til at løbe ud på gaden og lave kunster. MØJy (JyUgeblad.1906.412). di æ så ¡fjañ§tè, dæm ¡tø·sè _ ja, ¡knæj§t ka ¡å© ¡væ· èt ¡da = de er så fjantede, de tøse _ ja knægte kan og (= også) være det da. $Give. Blev en Dreng af en eller anden Grund holdt tilbage i Hjemmet ud over den sædvanlige Alder, 8´10 Aar, var han en "kjælle Knæjt" (= forkælet knægt, jf. kælig x), og der blev skoset til Forældrene. AarbThisted.1946.348. _ (spec.:) en knæjt = en ungkarl (selv om han er 30 år) (jf. dreng 3). Fur. \ (også, bf. sing. i særlig anvendelse:) knyttet til foranstående personnavn, undertiden opfattet som 2.sms.led (fx Peter´knægten, æ Anton´knægt), for at karakterisere vedkommende i modsætning til en voksen af samme navn i familien (eller på gården, jf. betydning 1.2); se KrMøller.SSP.19f.+71ff. [spor. i Him og MØJy] A hår jo den kon Karl´knæjt (= jeg har jo, til medhjælp, den "bitte" Karl´knægt, jf. korn x), nemlig sønnen, der da var 16´17 år. KrMøller.SSP.20.
1.2) = halvstor tjenestedreng; yngstekarl [1689: 1 Ladefoged, en Knægt som Røgter og skal vogte, 1 Tjenestepige (etc.) Fjends (AarbSkive.1924.92); spredt i Nordjy og SønJy´V, spor. i øvrige Jyll; syn.: dreng 2] vi maµ·lèr en komfi¡mi¶èrè knæjt te æ höw·dèr = vi mangler en konfirmeret knægt til (at passe) høvederne. $Vroue. ¡så sku dær èn knæjt ¡mæ = så skulde der en Knægt med (til at passe på Køerne, når de gik løse om Efteråret). $Vodder. desuden var der en medhjælper, "i knæts" eller "i »bælsklør", som man kaldte dem dengang. Han skulle trække hestene ud og lægge seletøj på dem. ÅrbHirtshals.2005.79. æ haj· jo èn knÉjt Élèr så¿n, han ku da e§t tæ·sk, de li©·nt nÒj = jeg havde jo en (tjeneste)dreng eller sådan, (men) han kunne da ikke tærske, (så) det lignede noget (dvs. battede). Thy. Ha do ¡to¶ ¡Ka·l? _ Næj ¡va ¡tæµ·kè do? ¡Æ ka skam ¡í ¡læ·st å hold ¡to¶ ¡Ka·l, æ ¡ha¶r èn ¡Ka¶l å èn ¡Knæjt = Har du to Karle? Nej, hvad tænker du, jeg har skam ikke Råd til at holde to Karle, jeg har en Karl og en ung Fyr, stor Dreng. HostrupD.II.2.117. Lille Lars sled og spiste og sov sig frem gennem Aarene og op gennem Graderne: Hjorddreng (= hyrdedreng), Knægt, Andenkarl. Frifelt&Kragelund.HS.11. Knægtene ¨ der var begyndt at tjene for Karle, men knapt blev regnet til dem endnu og derfor ikke rigtig kunde komme med i Karlelavet. MØJy (ØH.1955,62). saaen en stuer Knæjt, Do græder da wel eet? (= sådan en stor knægt, du græder da vel ikke?). Næi _ de ku a da nok vehd _ Do æ jo snaar en hiel Kaal (= nej, det kunne jeg da nok vide, dvs. sige mig selv; du er jo en hel »karl). PAlsted.F.2. \ også kaldt: knægte·karl [spor. i Ommers´Ø og MØJy´N]
1.3) = søn; oftest om mindreårig, men også brugelig i al almindelighed [spor. afhjemlet] O hans gammel Daww håd han fåt en Knægt = på sine gamle dage havde han (dvs. bibelens Abraham) fået en søn. Berntsen.S.34. mi knejte ¨ en på 80 kan godt bruge ordet om sine sønner på 60. Bjerre. \ (hertil:) knægte·basse = kælenavn til lille dreng [spor. i Øst- og Sydjy]
1.4) = fyr, stabejs; om sær mandsperson (uanset alder), som man tager afstand fra [spor. afhjemlet] Naar ældre Mænd betegnes med Knægt, er det gjerne for at antyde et eller andet ufordelagtigt. (jf. tyve·knægt). MØJy. en skidt Knæjt = en daarlig Dreng (eller Mandsperson). Mols. om en mand: han hå¿r èt uñt, sølè knæjt (= han har det ondt, sølle knægt). $Darum. _ (i forbindelse med "afpersonificerende" genus´skifte:) "Det slemm’ Kneit" har jeg hørt sige med Foragt og Harme om en ung Person. SVJy (JBrDaugaard.ca.1825). beklagende: det bette knæjt. Hards.
Forrige betydning - Næste betydning
2) om barn i alm.; uanset køn.
2.1) (i plur.) = børn, børneflok; i hjem, skole etc. [MVJy´NØ, NØJy (± Him´NV), MØJy (±SV), spor. på Mors, i Han og på Djurs; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Knæjten (= knægtene) brugtes altid om drenge ¨ også ret tit om drenge og piger under eet; men aldrig om piger alene. MØJy. i en børneflok, søskende eller andet selskab vil de alle gå ind under betegnelsen "De war en stu¶r flok knæjt". Him´V. A kiñèr it nåÛ te, om dæñ¶ kuen wa mowèr te nå knæjjt, eñten dræµµ hæjer tøsser = jeg kender ikke noget til (dvs. ved ikke), om den kone var mor til nogen børn, enten drenge eller piger. Ommers (Efterslæt.245). han æ som en Huerl, aa hon æ en Huæus _ Skittinge ¨ aa æ Knæit aaete dem gaat ætte = han er som en hvirvel (jf. Ìhvirvel 2), og hun er en hveps (jf. Ìhveps 3), (begge altså hidsige, opfarende), »skidtinger, og børnene arter dem godt efter (dvs. slægter dem godt på). Ommers. å da han blöw gammel, gik ed da osse så widt, te Knæj¶ten di wa møj¶ wa·r we Dæj¶nen ænd han we dæm· = og da han (dvs. degnen, læreren) blev gammel, gik det da også så vidt, at børnene de var meget værre ved ham, end han (var) ved dem. HJens.HDF.47. Så bliver knægtene bange og sætter nord på. Drengen løber tværs over den anden höj, og tøsen ved siden af. Him (Krist.DS.I.109). Det Marked (dvs. »bartholomæimarked) var mest for de gamle og "æ Knæjt" (= gamle mennesker og børn). AarbSkive.1924.129. en mor benævnede sine børn med knejten (= knægtene), selv om de var gift og hjemfaren. MØJy. (talemåde:) E hund aa e knæj·t ka hovs læng = hunden og børnene kan huske længe. SØJy.
2.2) (i sing.) = barn, "en lille" [spor. i Midtjy] hon ska ¡ha en ¡knæjt = (hun skal have) en lille, et barn. MØJy. Dersom et Pattebarn blev uroligt, lød det: "ta en Dram, bette Muer, aa leg Knæjten til Patten, saa ska den sgu nok blyv rolle" (= blive rolig). HimmerlKjær.1954.291.
2.3) (i sing.) = (små)pige; kun i tidsangivelser af typen da jeg var knægt, da vi var knægte, sagt af kvinde [vel < betydning 2.1; spredt i Him´NV, desuden én kilde i Sall´Ø og én i Hards´Ø] Knægt var Fællesbetegnelse baade for Drenge og Piger. Det lød (dog) morsomt, da en gammel Kone en Dag sagde: _ Den Gång a wa en Knæjt. Hards´Ø (HPHansen.GD.III.139). En Husmandskone (sagde): A wa et’ andt end en Støk Knæjt (i denne Egn er baade Drenge og Piger Knægte, medens de er mindreaarige). Sall (AarbSkive.1943.20).
3) i videre el. overført anvendelse.
3.1) = "djævel"; om person el. genstand, hvis adfærd hhv. størrelse man finder forbløffende god/stor el. lign. [kun anførte kilder fra SVJy; syn.: Ìknag 8] Kneit ¨ bruges hyppigt om enhver Gjenstand, som vækker et Slags Forundring, f.Ex. "det er en hæssele (= »hæslig) stor Kneit", siges om en Kakkelovn, Gryde, Vogn eller hvad andet man vil nævne. SVJy (JBrDaugaard.ca.1825). Saaledes har jeg hørt en Bonde sige om en Præst her i Egnen, idet han beundrede hans Færdighed i at ride, uden mindste Bibegreb af Ringeagt: "det er den grummeste Kneit til at ride, som a har seet". SVJy (JBrDaugaard.ca.1825). de ær æn knæjt i hiñ· (= der er en knægt i hende), dvs. hun råder i hjemmet. $Darum. \ (hertil vel også:) ¡stuè ¡knæjtè (sagt) om hele (dvs. uvalsede) byggryn. *$Bjerre. på en hest siger de (dvs. man) skaftet eller knægten (om) penis (jf. skaft x). *$Ål.
3.2) om spillekort [spredt afhjemlet; syn.: dreng 4]
3.3) = grog; drik af varm te el. kaffe med brændevin el. rom i; ofte specificeret som kaffe·knægt hhv. te·knægt [vel < betydning 1.4; spredt afhjemlet; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: sort x] den slette Rum (dvs. dårlige rom), blandet med Kaffee og The, som næsten er bleven til en national Drik i Jylland (under Navn af Knegt, Theevandsknegt, »Rytter ¨). HistTidsskr.I.1840.180. Er Thevandet blandet med Kornbrændevin, saa hedder det en Knægt. SønJy. (ved amatørfiskeri omkring 1900:) ikke blot blev de tørre "Klemmer" skyllet ned med en Dram, men ethvert Maaltid sluttede med en "Knægt". Vends (HimmerlKjær.1946.288). Saa sku vi wal ha (= vel have) en bette "Knæjt"¨ i aal Ordentlighied ¨ Den drak de _ o jen te (= og én til). KrJens.JF.13.
3.4) = neg af det sidst høstede korn [vel i analogi med dreng 5; spor. i Him´NØ]
3.5) = (træ)støtte.
3.5.1) under bjælkehoved i ældre bygningskonstruktion; jf. AarbRanders.1942.20 (ill.) [spor. i Nord- og Østjy; forældet] Knegt = en Stiver, som befæstes baade i Bjælken og »Stolpen. Vends (Milling.1829). De for Tiden til ca. 1740 typiske "Knægte" under Bjælkeenderne ¨ er her kun af Fyrretræ og blot afkantede. Bjerre (ØH.1942.126). \ (også:) i skillerummet mellem hestebåse; jf. Ìdukke 3.1. *Vends.
3.5.2) under hylde, bom etc. [spor. afhjemlet] der er æ par knÉ·tj åj¶jer høllen = der er et par knægte (dvs. »hyldeknægte) under hylden. AEsp.VO. Potfjælen (dvs. en pottemagers »pottefjæl), hvis ¨ Ende ligger på Knægten. MØJy. Knag, hvorpaa f.Ex. et Bræt ell. en Bænk ved Væggen (jf. væg·bænk) hviler, kaldes ogsaa ¨ en Knegt. Sønderjy (Molb.288). æ knæj§t = benene på en trillebør. *SVJy (F.).
3.5.3) i redskab; til at fastholde genstand, der arbejdes på [spor. i Østjy´M og ´S; fagsprog] Navet holdes (hos hjulmageren) fast i »Radstokken ved Hjælp af Knægte = Kiler. Ommers. (træskomanden bruger til formning af træskoens yderside) èn ¡tælèªstu¿l (= »tælgestol); è ¡knæjt var den nærmeste, fastsiddende, opstander, hvorimod træskoen trykkedes. $Bjerre. \ (tilsvarende:) en meget gammel Lyseholder af Messing ¨ skulde holde en Væge, som blev lagt i en Skaal med smeltet Talg ¨ Lyseholderen (blev) lagt tværs over Skaalen, og saa hed den "æ Knæjt". *Hards.
3.6) = (træ)knag.
3.6.1) til at hænge tøj, redskaber etc. på [spor. i NJy; syn.: Ìknag 2] Slaae en Knegt op, at hænge noget paa. Vends (Melsen.1811).
3.6.2) (på vogn:) som fæste for løs »vognhave el. »bagreb [kun anførte kilder fra HvetboH (Vends); syn.: Ìknag 7] Fjedervognene havde næsten altid ved vognkassens hjørner opstående pinde, "knægte". De skulde støtte vognens sider og ender. JetsmarkSg. æ re¿ß frå ¡ba·©ªæ·j å ¡wun¶ ¨ war bòjèn ¡fast i ¡st嵶èn ¨ å ¡ni¶r i de ¡hÉ¿r _ a trow¶èr wi ka¬tj èn ¡knÉjtj = rebet fra bagenden af vognen var bundet fast i »læssestangen og (så ført) ned i den hér _ jeg tror, vi kaldte den knægt. HuneSg.
3.7) = lang nål med krog på; til at trække garnets ende gennem »øjet på tenen (forud for spinding) [vel i analogi med dreng 10; spor. i Sønderjy´S] æ knæcht = Ståltrådskrogen til at hale Tråden ud af Øjet i Tenen. Angel.
3.8) = lodret blok af tørvemasse, som skæres fri og hentes op på én gang (til senere opdeling i enkelttørv) [spor. i MVJy´SØ; syn.: bænk 3.1 (efter planke), stolpe x] Man tog Overjorden af til en Bænk (jf. bænk 3.1, før planke), og saa skar man det med »Ridsejern til "Knægte". HammerumH.
| knæ·græs | knægte |
| Sidens top | |