klusningklyde

klustre

verb. _ klustèr/klustè (K 6.2) alm. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[muligvis < nedertysk kluustern (= klumpe, klistre), jf. kluust(er) (= klump, klase); kun i de citerede kilder fra Hards, SVJy og ØSønJy´N; syn.: kludre x, klytre x]

= reparere; fuske med (noget). kluster = reparere Haandværktøj, Husredskaber i Almindelighed, Skotøj. MaltH (SVJy). Ras Skave ¨ er saa farlig dygtig til at aarelade, skære (dvs. kastrere) Grise og gøre Klokker i Stand, og han kan ogsaa klustre lidt ved brækkede og skamferede Lemmer. Frifelt.MT.82. hañ ¡klustèrèt ¡let ve è ¡dy·rlæ©èªri = han fuskede lidt i Dyrlægeriet (dvs. dyrelægefaget). $Øsby. \ (også) = mase på, bøvle (med noget). Nu gaar saa Mads Bøvl jenn Mand (= ene mand) og klustrer nede ved Limgraven (= kalkgraven). Frifelt.GS.62. klister o, kloster o, møvver o = »klistre på, klostre på, »møvre på (med noget). UlfborgH (Hards). \ (hertil:) klustre·værk = dårligt udført arbejde. *Holmsland. *SVJy.

klusningklyde
Sidens top