klump·tørv

Çklumre´

Se også Çklumre´ (sms.led)

Ìklumre

verb. _ (´er K 6.2) klomèr alm.; Áklomè $Løjt. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

 Næste betydning

1) = rigsm. (kludre, bære sig klodset ad) [spor. afhjemlet] a hå ves ston å klomèr· å komèn får møj¶ så¬t í = jeg har vist stået og klumret og kommet for meget salt i. $Vroue. \ (hertil vel:) ligge og klumre paa hinanden som Smaadrenge, naar de lege. Melsen.1811. min ¡træ·sk æ få ¡sto·è di Áklomèrè da så ¡gråwt om e ¡be·n = min træsko er for store, de klumrer (dvs. slubrer) da så groft om benene. $Øsby. han klomrèt o dæñ dör, (= han klumrede på den dør) dvs. banke på en klodseet, larmende måde. ØSønJy.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = gumle, småtygge [spredt i Hards og SVJy] en som ikke har godt (dvs. let) ved at tygge Maden, sidder og klomrer. Hards. klommer, dvs. smaatygge. I Talemaaden: "Dæn ka klommer æ Kåw·reµ" (= den kan klumre kavringen), dvs. den vil gjærne æde det. Hards. Om en tandløs Olding hed det: han ka et¶ (= ikke) klommer æ Rend (= skorpen, jf. ring x). HPHansen.GD.157.

 Forrige betydning

3) = gå klodset [spredt i Vends, spor. i Hards og VSønJy] dæ stu·r dræng¶ gor å klommer å sloo¶r hans a·gler = den store dreng går klodset og slår sine ankler (med træskoene). AEsp.VO.

klump·tørv	Çklumre´
Sidens top