Çklump´
klumperet| Çklump´ | klumperet |
verb. _ klo÷mp/klom·p/klomp, klom§p (K 1.5, K 1.6). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.2).
1) = rigsm. (danne en klump, sammenhængende masse af sne, blod etc.) [< klump 1; spredt i SønJy, spor. i øvrige Jyll; syn.: Ìklampe, Ìklimpe, Ìklode, krappe x, kroppe x] snee¶e klomper åjjer fæn¶ = sneen klumper under fødderne. AEsp.VO. æ ¡grö¿r æ ¡slem· te å ¡klom§p = grøden er slem til at klumpe. Hards. vi rö ¡roñt i è, de må it Áklomp = vi rører rundt i det (Blodet), det må ikke klumpe. $Als. \ klumpe ¡op = grave en klump tørv op [spor. i Vends og Han] no¶ om ¡da·w blywwer tör¶re klompe òp mæ i klompspòòe å slæbt uk mæ i hæst = nu om dage bliver tørv klumpet op med en »klumpspade og slæbt ud med en hest (hvorefter hver klump med en skovl deles i 5´6 tørv). AEsp.VO.
2) klumpe sig ¡sammen = samles i en gruppe [spor. i Nørrejy] sku·lbön¶ klompe sæ sam¶mel om de bette huks = skolebørnene klumpede sig sammen om det bitte hus (jf. bitte·hus). AEsp.VO. fo¿rèn klompèt sæ samèl ba© i fo·sti¿èn = fårene klumpede sig sammen bag i »fårestien. $Hundslund.
| Çklump´ | klumperet |
| Sidens top | |