klavs·ken
kle| klavs·ken | kle |
subst. _ med sideformen klavre (muligvis plur.). _ klaw¶èr alm.; klawèr Skyum.Mors.I.109, AarbMors.1919.106. _ plur.: klaw·r $Lødderup.
[ca. 1700: (fejllæst?) Klaune (DHWulff.Aalborg.173); < klavre; spor. i NVJy, desuden to kilder fra Vends´N og én fra Hards]
om forskellige klatrende planter, især vikke (jf. JLange.ODP.II.805+807+809) el. agersnerle (jf. JLange.ODP. I.392). (talemåde:) kle§t å hæj·r, de ka bon·dèns ku¿r fo¡bæjèr, mæn skrå¿(è)r å klaw¶r gjy bon·dèns ku¿r maw¶èr = »klinte og »hejre, det kan forbedre bondens korn; men »skrade og klavver gør bondens korn magert. $Lødderup.
| klavs·ken | kle |
| Sidens top | |