klap·bukser
klap·grime| klap·bukser | klap·grime |
interj.
[spredt i ØSønJy´SØ, desuden én kilde på Als]
som råb, hvorved man "kroner" sig selv i gemmeleg; jf. Ord&Sag.2010.14. han (dvs. den der "var den" og skulle finde de andre) turde ikke vove sig for langt væk fra ståstedet, for kom en af de andre derhen før ham og nåede at klappe på muren og råbe "klap fri for mig", så var han ude af legen. Bov.145.
| klap·bukser | klap·grime |
| Sidens top | |