Ìklante

klanter

Se også Ìklante (verb.)

Çklante

verb. _ klañ§t _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[af uvis opr.; jf. ømål klantre (= tage valent på tingene); spredt i MVJy´NØsyn.: Èklodse, klunte 4]

= behandle skødesløst; især i forb. klante med (noget/nogen). klañ§t mæ nöj = gaa med noget i Hænderne og slaa frem og tilbage med det, bære det paa en uordentlig Maade. $Vejrum. do mo e§t sö¿n go å klañ§t mæ dæn¶ hwalp, de hår èn ¡e§t gåt å¿ = du må ikke gå sådan og klante med den hvalp; det har den ikke godt af. Sall. mi pi·© klañ§tèr mæ æ ¡å§pªwask, te a hå¿r snå¿r e§t èn hi¶èl kåp te¡bå·© = min (tjeneste)pige klanter med opvasken, så jeg snart ikke har en hel kop tilbage. $Vroue.

Ìklante	klanter
Sidens top