klæg·eng
klæg·fod| klæg·eng | klæg·fod |
adj. _ (©/ch K 4.2:) kle·©è/kle·©èÛ/kle·©èt (K 6.1) NordjyÌ, Midtjy´ØÇ, SVJy´S; kle©èr $Vodder; klæ©è Hards, $Fanø, TønderH; Áklæ©è $Rømø; klekè Sønderjy´S; Áklekè $Bov.
\ Ìdog kliè©è $Ræhr; Çdog kliè©o $Voldby; også klæ·©è MØJy.
1) = klæbrig, blød, dyndet, om jordlag [1683: kleget (AarbVends.1933´34.189); < Ìklæg el. Èklæg; spredt i Sønderjy, spor. i Nørrejy; syn.: Èklæg 1] kle·©èÛ jo¿r = klæget jord; kan være både ondt og godt; hvis ikke der såes til bestemt tid, er det galt med den jord (idet den senere let bliver for tør, hård til såning). $Tved. kle©è (= klæbrig) af fedt ler, som afsættes af havet. $Darum. æn kleeget væj mæ groov o begge sie = en blød vej med grøfter (jf. Ìgrob 1) på begge sider. RibeH. u·è i æ "Wiedingharde" æ de ol·tins klekè jo¶è = ude i Viding herred er der altid (dvs. kun) fed, blød jord. VidingH. \ (også) = (lavet) af »Ìklæg. èn ¡klæ©è ¡gol¶ (= et klæget gulv), dvs. gulv af klæg. Havde man i helt gammel tid i stuerne. $Fanø.
2) = blød, sej, om dej el. dårligt bagt, sammenfaldet brødmasse (ofte set som en mørk stribe i brødet) [< Ìklæge; spredt i NJy, NVJy, Sall og Fjends´N, spor. i øvrige Nørrejy og Sønderjy´NØ; syn.: klasset 1, Èklæg 2] mi brø¶ ær så t嵶; de ær hi¶èl kle·©è = mit brød er så tungt; det er helt klæget. $Vroue. dej, der ikke vil »løfte (dvs. hæve) ¨ er "kle·©et". MØJy.
| klæg·eng | klæg·fod |
| Sidens top | |