kirtel·syg
Ìkis| kirtel·syg | Ìkis |
subst.
[spredt i Vestjy, spor. i MØJy]
= sygdom, som giver hævede kirtler, vist især kirteltuberkulose, skrofulose. ¡a©èrènªkafè å tran fæk di får ¡kjæ§tèlªsy©èn = agernkaffe og tran fik de for (dvs. som lægemiddel mod) kirtelsyge. Skautrup.H.I200. \ også kaldt: kirtel·syge [spor. afhjemlet] Det skulde være et probat middel mod kjertelsyge, at den syge gik ud en aften før fuldmåne, og så, idet den (syge) stirrede på månen, strøg sig på det syge sted. Sgr.VIII.116. Dersom et Barn led af Kirtelsyge ¨ var Kirkegaardsmuld hentet en Torsdag Nat og lagt paa Bunden af Vuggen et udmærket Middel. AarbMors.1927.89.
| kirtel·syg | Ìkis |
| Sidens top | |