Kir¡stine
kirtel·knude| Kir¡stine | kirtel·knude |
subst. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 4.8, K 1.4, K 1.9; også kjertèl, kjærtèl spredt i Midt- og Sydjy; desuden kè(r)tèÏ Fjolde. _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).
\ Ìogså kitèl; Çdog kjortèÏ $Tved, kjøtèl $Voldby; Èogså *kjekkel spredt i Hards´S, spor. i SVJy; også kja§tèl spredt i Hards´V og SVJy´V; ¢også kjetèl, kjætèl Midtjy og Sydjy´N; £spor. også *kjertel
[alm. nord for rigsgrænsen, desuden $Fjolde]
= rigsm.; især om betændt kirtel. de ku hjÉ·lp å smÒÒr ræjsen tjitler mæ fòòsti sput = det kunne hjælpe at smøre ophovnede kirtler med fastende spyt. AEsp.VO. (talemåde, med varianter:) Dær ær åller så fiÛ æn Bæj, dær ær jo æn Kjættel ve æn = der er aldrig så fed en bid, der er jo en kirtel ved den. Hards. \ have kirtler (el. lign.) = have hævede kirtler, kirtelsyge [spor. i Nordjy, Midtjy´Ø og Sønderjy] hun ha ¡kjær§tlèr = hun har Kirtler (betændte Kirtler). $Vodder. han wa sø¿n å kitlèr som be§tè = han var sådan af kirtler som bitte (dvs. havde ofte hævede, betændte kirtler som lille). Skyum.Mors.I.154.
| Kir¡stine | kirtel·knude |
| Sidens top | |
}){kind=link}