kig·hul
kigle·ben| kig·hul | kigle·ben |
verb. _ Ákichèl _ præt.: ´et (K 6.1).
[af uvis opr. (men jf. engelsk giggle); spor. på Als]
= fnise, grine. vi Ákighle ¨ så vi blöw ¡hi·ldt ¡slatte åw ¡gri·n = vi fnisede, så vi blev helt udmattede (jf. slattet) af grin. AlsOrdsaml. (spøgeri:) da han vild sæt æ Vældepete ind i e Lue, va dæ lisom jen, dæ kichle ætte ham = da han (en aften) ville sætte væltepeteren ind i loen, var der ligesom en, der fniste efter ham. HAlsinger. (JyTid. 6/2 1953).
| kig·hul | kigle·ben |
| Sidens top | |