ÇkereÌkering

keren

subst. _ med sideformerne kern, kirn. _ kjæ·rèn, kjær·n, kjær¶n $Torsted; kje·rn GindingH (Sall); *ki(e)ren, *kirn, *kjærn’ Fjends´N (Aakj.); kièrèn, kir¶èn $Vroue. _ genus: fk.

[vel egl. vbs. til »Çkere; kun anførte kilder fra Thy, Sall´S og Fjends´N; syn.: Ìkerne 2]

= smule; fortrinsvis i nægtende forb. (ikke/aldrig en keren etc.). ¡de æ ¡a¬èr èn ¡kjær¶n fo ¡møj¶ ¡te ham = det er ikke det mindste for meget til ham, dvs. det har han rigtig godt af ¨ (man tænker ikke på en frugtkerne, èn kja·r). $Torsted, han brør sæ å¬èr dæn meñstè kir¶èn åm, hwa a sæjèr te ham = han bryder sig aldrig den mindste keren om, hvad jeg siger til ham (kerer sig ikke efter det). $Vroue. A vidst’ jo godt, du kund’ aldrig støtt’ det mindste Kieren paa de sølle syge Ben. Aakj.AH.307. Det war te jen Haa^nd hwer Kirn = det var til én hånd hver smule (dvs. helt mislykket det hele, jf. Ìhånd 12) (sagt om en meget fattig begravelse). Aakj.KW.34.

ÇkereÌkering
Sidens top