ÌkendingÈkending

Se også Ìkending (subst.), Èkending (subst.)

Çkending

subst. _ 1.stavelse: keñ´/kjeñ´/kiñ´ (som i Èkende) alm.; kjæñ´ MØJy, SØJy; *kjen´ Holmsland, sideform i MØJy. _ 2.stavelse: »´ing. _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

[< Èkende 4, muligvis ved afsmitning fra rigsmål; spredt i Sydjy, Midtjy og Nordjy´SV, spor. i øvrige Nordjy; syn.: Ìbe¡kendt, Ìkendt]

= bekendt; en man kender godt. Den hæer Mand o mæ sad de mjest aa æ Awten ¨ o snakket om gammel Sager o gammel Kjenninger = den hér mand og jeg sad det meste af aftenen og snakkede om gamle sager og gamle bekendte. JJacobsen.T.II.18.

ÌkendingÈkending
Sidens top