kar·mand
karm·hoppe| kar·mand | karm·hoppe |
verb. _ kar·m ´èr ´èt
1) = køre, transportere i karet (el. blot stadsvogn) [< karm 7; spor. i SVJy og SønJy´V] "e bisp karmer te Orhus" (= Biskoppen kørte i karet til Århus). NordSkoletid.VIII.161. selv om vi ¨ fik en Vogn afsted efter Madammen (= jordemoderen), saa inden vi fik hende karmet helt her ud, kunde baade Kone og Barn ¨ være færdig til Kirkegang. Frifelt.GJU.81. hon ¡kø· ¡sjæl¶ mæ ¡fi· ¡hæj·st få è ka¡re¿t, hon kom ¡kar·mèñ ¡gjæm¶èl è ¡lå¿ñ = hun kørte selv med 4 heste for kareten, hun kom karmende (dvs. kørende med fart) gennem landet. $Mandø. \ (hertil, overført:) han karmet a (= han karmede af), dvs. han døde. *VSønJy.
2) = slæbe (noget sammen, til side etc.) [ overført < betydning 1; spor. i SVJy og SønJy´V] når mange mennesker var samlet _ måske indbudt _ var det "da en forfærdelig masse mennesker der var karrmet sammel". SVJy. de æ gråw·, som do karmèr ¡åp (= det er voldsomt, som du karmer op), dvs. bakker op med anretning. $Darum. karm te ¡si· = 1) gemme væk i en Fart, 2) rydde op i en Fart, 3) skubbe til Side ¨ (fx) Mor for¡stöj å karrm æ opvask te si· vinde dær kåem ¡fremme = Mor forstod at faa Opvasken til Side, naar der kom Fremmede (Gæster). VSønJy.
| kar·mand | karm·hoppe |
| Sidens top | |