kar¡bunkel
kar·børste| kar¡bunkel | kar·børste |
subst. _ afvigende 1.sms.led: kå¿r´ Holmsland.
1) = bænk, hvorpå kar, spande og lign. (af træ mv.) sættes til tørre, oftest udendørs [1752: Kahrbenk (Bilde.Gjerrild.77); < Ìkar 1, bænk 2.3; spor. afhjemlet] (en) ¡kå·rªbæµk (var en) bænk til at »hvælve kar på (dvs. sætte dem med bunden i vejret), så vandet kunne løbe af, hvorfor der var mellemrum mellem de lister eller lægter, pladen var lavet af. $Torsted. Tønder og Kar (til ølbrygning) anbragtes saa (dvs. efter rengøring med spilkogende vand mv.) i Solen, ellers paa en ¨ Karbænk i selve Bryggerset. Sønderjy.
2) = stativ, reol til fade, krukker mv. i indendørs rum (køkken, mælkestue mv.) [< Ìkar 2, bænk 2.3; spor. i MØJy] ka u ta m¶æ et far· hæn· èpo kar·bæµ·kèn? = kan du tage mig et fad henne på karbænken. MØJy (F.). (i særlig udbygget form:) Karbænken (i stuens ene hjørne); denne er 2 Alen (1,25 m) bred og naar fra Gulvet til Loftet. Paa dens nederste Hylde staar Husets Træsko ¨ Paa den næste Hylde ligger et Par blanke Messingkedler. Den tredje Hylde tjener som Bordplade ¨ Den øverste Del af Karbænken er indrettet til Tinræk (dvs. til placering af tintallerkener, jf. tin·række x). AarbAarh.1927.80.
| kar¡bunkel | kar·børste |
| Sidens top | |