kan´¡lave´sig
Ìkannik| kan´¡lave´sig | Ìkannik |
verb. _ med sideformen kanne. _ kani alm; *kannie SØJy; kanè/Ákanè (K 1.9) ØSønJy. _ præs.: ´er (K 6.2); kånèr $NSamsø. _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1).
[af uvis opr., muligvis reduceret form af kannike]
1) = knejse, holde hovedet højt (om menneske og hest) [spredt i Hards, spor. i NVJy, øvrige Midtjy og ØSønJy; syn.: kannike] di ¡kånèr ¡li· i ¡wæj¶rè (= de kannier lige i vejret), dvs. knejser, fx. om vigtige personer. $NSamsø. Om en Hest sagde man, den var saa »"pronsk", naar den gik, "kanniet" den. MØJy. \ (hertil:) kanni subst. kan¶i = selvbevidst og knejsende Person. MØJy.
2) = skræppe op (om gæs) [spredt på Mors, spor. i Thy´N] kanni siges om Gæs, naar de vilde lægge Æg. Thy´N. (gæssene) kanjer, når de larmer med strakt hals. Mors.
| kan´¡lave´sig | Ìkannik |
| Sidens top | |