kanøffel·kort
Çka¡nøfle| kanøffel·kort | Çka¡nøfle |
Se også Çka¡nøfle (verb.)
verb. _ med sideformen ka¡nifle. _ (l/Ï K 4.8:) ka¡nøfèl alm. (dog kaÁnøfèl, kaÁnöfèl Als); også ka¡nefèl Nord- og Midtjy (dog knefèÏ $Gosmer); også ka¡nifèl Sønderjy; (ældre former:) *karnifle Vends (Melsen.1811); *kanæ·fel Mors (Schade.84); *kanyfle Sønderborg. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.; også ´et (K 6.1) Midtjy´Ø, Bjerre, Sønderjy.
[< nedertysk karnüffeln, jf. ODS. karnøfle; spredt afhjemlet; syn.: nøfle x]
= tale hårdt til; slå, prygle. kaneffel ¨ = næse en af med Ord. Lars.Ordb.112. do ka æjsen trow, a ska kanøffel dæj, din rakker! = du kan ellers tro, jeg skal kanøfle dig, din rakker! (lød hyrdedrengs skældud til en ko). Vestjy (DSt.1905.14). (han) ¡knefèÏèt dæm ¡o¬ªsam¶èÏ li· ætè èn ¡kañt = pryglede dem alle til Hobe _ fra en Side af (egl.: lige efter en kant, jf. Ìkant 2.2). $Gosmer. Ved knægten (dvs. når der blev spillet knægt i kortspillet »botlende, sagde man) Kaneffel ham, og så blev han (dvs. den, der havde spillet kortet ud) nappet alle vegne. Krist.Anholt.97.
| kanøffel·kort | Çka¡nøfle |
| Sidens top | |