kalve·kvie
kalve·køje| kalve·kvie | kalve·køje |
subst.
[spredt afhjemlet]
= rigsm. Det vamler for mangen jyde, naar hand seer kalvekiød. Tøxen.1698. de føst wa dæ eµèn dæ vi¬· hæ kuñ· er ¡kal·ªkjör _ di ku e§t li· èr, de wa nöj ¡øwèrªtrow¶ = det første (dvs. tidligere) var der ingen, der ville eller kunne æde kalvekød; de kunne ikke lide det, det var noget overtro. Skautrup.H.I.249. Saaledes er Sallingboerne indtil denne Dag (forstaa Bønderne) i den Indbildning, at man ej maa æde Kalvekjød, og det kaldes saa uanstændigt iblandt dem at slagte en Kalv, at de fører deres spæde Kalve, som de ej vil lægge til (dvs. optage i besætningen), til Natmanden, som faar foruden Kjødet Betaling for sin Umage og giver Bonden alene Skindet tilbage. AarbSkive.1916.154. ¡wi tøt da, ¡kal·¡kyÛ ¡de wa ¡gu¶è = vi syntes da, kalvekød var godt. Thy. Søen nø´’ nyrle Kalv’kjød det er der jo ingen Drywels’ i = sådan noget nydeligt kalvekød, det er der jo ingen drøjelse (jf. drøjelse 2) i. Aakj.VF.96. Naar Kalvekødet var kogt, blev det lagt paa Straa. Man lagde det imellem to Lag Rughalm og lagde store Sten oven paa. Paa den Maade fik man al Vædske presset ud af Kødet. $Vorning.
| kalve·kvie | kalve·køje |
| Sidens top | |