jammels·gang
jammer·given| jammels·gang | jammer·given |
subst. _ jam¶èr/jam¶è (K 6.2). _ som 1.sms.led: jamè(r)´. _ genus: fem./fk. (K 7.2) alm.; også stof´neutr. Vends.
[< rigsmål; spredt i Nørrejy, spor. i SønJy]
= jamren; ynk. _ (spec.:) Anders kunde en Tid banke alle sine Sønner, men tilsidst, da han helt var bleven "slaaet til Jammer" paa Skive Marked, tog de Magten fra ham. MylErich.JH.491. han kam stanglin ud, aa der var søden en Jammer paa ham = han kom vaklende ud (jf. stagle x), og der var sådan en jammer over ham. AarbThisted.1964.452.
| jammels·gang | jammer·given |
| Sidens top | |