jærke

Çjærme

Se også Çjærme (verb.)

Ìjærme

verb. _ med sideformen hjærme. _ jær·m alm.; også hjær·m Hards´Ø (og spor. i ´NV). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t ´t

[jf. norsk dial. jerme, vestnordisk jarma (= bræge); muligvis beslægtet med Ìhjarme (hvorfra sideformen kan have lånt sit h´); Hards (dog kun spor. i ´NV og ´S, men med tilgrænsende sogne i Sall), spor. i Fjends´N, SVJy´V og VSønJy´M; se kort]

Tæt afhjemlet

= klage sig; brokke sig; plage; fortrinsvis i forb. jærme ¡op, jærme ¡af sig. Outzen. (Molb.255). Om voksne (især kvinder) og børn: jærèm = jærme, småklynke, smågnave (vedholdende). Skautrup.H.II.42. (hun) klynker, klager, påskynder, lader altid sin Utilfredshed tilkende; dær ær söÛn Jærmen o hin (= der er sådan en jærmen af hende). Holmsland (Røjkjær.Opt.). Vohær hår wat mæ gue! / Skuld a så jerm å hjerm å frågh / fo de, han tår hans Låhn tebågh = vorherre har været god ved mig; skulle jeg så brokke mig og stille spørgsmål (jf. Çfrage), fordi han tager sit lån (dvs. mit liv) tilbage. Noe´Nygård.J.37. Køerne var gaaet ind i naboens korn, han kom og jærmt op (= skældte ud). BøllingH. \ hertil (som personbetegnelse): jærme·skaft (subst.). *VSønJy. _ jærme·stage (subst.). *Hards.

jærke	Çjærme
Sidens top